Projektchef i VIVE: Vi skal lære af alt det gode ved coronakrisen

Publiceret 07-05-2020

Coronakrisen har medført hidtil uhørte evner i sundhedsvæsenet til at forandre, udvikle, eksekvere, finde løsninger – og vigtigst af alt at samarbejde på alle tænkelige ledder og kanter, fortæller organisationsforsker og projektchef i VIVE.

Sidsel Vinge

Billede: Sidsel Vinge er organisationssociolog og projektchef, cand.merc., ph.d. hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Af Paul Sauer

"Kunne vi nogensinde have struktureret eller reformeret os til det her? Det tror jeg ikke. Men lige pludselig skete det bare."

Sådan lyder det fra Sidsel Vinge, projektchef hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

I et blogindlæg fra april med titlen 'Hvad er det bedste ved coronavirus?' skriver hun, at coronakrisen har medført "hidtil uhørte evner" i sundhedsvæsenet til at "forandre, udvikle, eksekvere, finde løsninger og vigtigst af alt at samarbejde på alle tænkelige ledder og kanter – mellem sektorer, områder, specialer, afdelinger, sågar mellem sundhedsmyndigheder og praktikere, mellem sundhedsvæsen og erhvervsliv."

Har fået ting til at ske

Og det er ikke kun konkrete innovationer som lynimplementering af videokonsultationer hos praktiserende læger, ilt-robotter som aflastning på sygehusene eller udrulningen af en corona-chatbot i rekordtempo, projektchefen henviser til, når hun taler om de nybrud, der lige nu sker i sundhedsvæsenet.

Læs også: Corona-chatbot blev udviklet i rekordtempo – og rullet ud i alle regioner på 14 dage

Sidsel Vinge mener, at hvis situationen bliver langvarig, kan selve kulturen være under forandring. Organiseringen og ledelsen er blevet mere agil, fleksibiliteten og viljen til at finde løsninger større og tempoet, forandringerne sker med, langt højere.

OM SIDSEL VINGE

- Sidsel Vinge beskæftiger sig med sundhedsvæsenet med særligt fokus på organisering, evaluering og ledelse i det kommunale sundhedsvæsen, akutområdet på tværs af sektorer, det somatiske hospitalsområde og almen praksis.

- Hun er cand.merc. i strategi, organisation og ledelse og har en ph.d. fra CBS med fokus på lægelig arbejdsorganisering på hospitaler. Derudover har hun 10 års erfaring som seniorprojektleder fra det tidligere Dansk Sundhedsinstitut og 3,5 års erfaring som kommunal sundhedschef.

Nu rykker vi sammen

"Alle er så trætte af at høre om ledelse og ledelsesudvikling – men på en eller anden måde kom det bare i sundhedsvæsenet. Nu arbejder man agilt, i korte loops, med korte dagsordener og med fokus på møder bemandet ud fra viden i stedet for hierarki. Fordi vi simpelthen nu er tvunget til det," siger hun.

Intensivafsnit - COVita - Nordfløjen - Rigshospitalet

Billede: Sundhedsvæsenet har under coronakrisen sat fuld blus på innovationen – erfaringerne skal vi tage med os videre, mener Sidsel Vinge (fotograf: Claus Thomsen)

"Det er efterhånden længe siden, jeg har læst et vredt indlæg om, hvor forfærdeligt livet er med Sundhedsplatformen. Nu er der en stemning i frontlinjen af 'yes, vi kører' og 'yes, hvor er det fedt, jeg har lige været på nattevagt'," fortsætter Sidsel Vinge.

"Det er ikke fordi, det andet er forstummet hen over natten, men der er en sense of urgency – en følelse af, at nu rykker vi sammen. På alle niveauer," siger hun.

Skal lære af det, der sker nu

Sidsel Vinge mener, at det er vigtigt, at vi tager ved lære og husker den viden, vi får lige nu. For kan det fungere nu, kan det fungere på andre områder efter coronakrisen.

Når det for eksempel lykkes for kommunen og almen praksis at få deres samarbejde op i et helt andet gear – hvordan kan det så gavne det store flertal af svage multisyge ældre, der ikke har corona, spørger hun:

"Det er jo ikke fordi, forbedring af strukturer ikke virker. Implementeringen af kræftpakkerne er et godt eksempel på, at en ny struktur gør, at forskellige fagområder i sundhedsvæsenet samarbejder på en ny måde. Men helt generelt synes jeg ikke, vi har haft de vanvittige successer med at strukturere os til den forandring, vi ønsker. På trods af sundhedsaftaler og sundhedsreformer," siger Sidsel Vinge og fortsætter:

"Der er ufatteligt meget af det, der sker lige nu, der ikke handler om struktur. Det handler om kultur. Det skal vi tage ved lære af, så det også kommer andre områder til gavn."

De rigtige mennesker skal mødes

Det handler blandt andet om at blive bedre til at arbejde agilt i stedet for kaskademæssigt, som de fireårige sundhedsaftaler – den formelle ramme om samarbejdet i sundhedsvæsenet mellem region, kommuner og almen praksis – blandt andet er udtryk for, forklarer Sidsel Vinge.

"Noget af det unikke ved denne situation er, at en hygiejnesygeplejerske pludselig sidder til daglige møder med direktøren. Der er en erkendelse af, at det er repræsentation af viden – ikke repræsentation af hierarki eller interesser – der skal i fokus."

Sidsel Vinge, organisationssociolog og projektchef hos VIVE.

"Noget af det, vi skal tage med os, er, at de rigtige mennesker skal mødes og løse de rigtige problemer. Det skal de gøre med så høj frekvens, at de ved, at der skal ske noget. Noget af det unikke ved denne situation er, at en hygiejnesygeplejerske pludselig sidder til daglige møder med direktøren. Der er en erkendelse af, at det er repræsentation af viden – ikke repræsentation af hierarki eller interesser – der skal i fokus," siger hun.

"Vi skal spørge os selv, om det virkelig er endnu en reform af det nære sundhedsvæsen, vi har brug for. Vi skal i hvert fald spørge os selv: Hvad er det egentlig, vi kan ændre ved reformer?" fortsætter hun.

Vi skal udnytte momentum

I stedet mener Sidsel Vinge, at vi skal bruge den nuværende viden og erfaring – sammen med læringen fra for eksempel kræftpakkerne – og udnytte det momentum og den innovationskraft, der lige nu findes i sundhedsvæsenet.

Sidsel Vinge

Billede: der er ikke noget, der sådan tyder på, at det at arbejde mere agilt er dyrere. Tværtimod, siger Sidsel Vinge.

"Vi skal tage den oplevelse af 'Gud, hvor gik det hurtigt, det kunne faktisk lade sig gøre' og bruge den til at gøre det samme på andre områder. Diabetesområdet, for eksempel. Nogen vil sikkert sige: Jamen det kan vi ikke, for det kræver uanede mængder ressourcer. Men der er ikke noget, der sådan tyder på, at det for eksempel at arbejde mere agilt – i korte tykke processer frem for de lange tynde – er dyrere. Tværtimod, så kan vi reducere noget koordinationsarbejde og komme hurtigere frem til et resultat."

For der er en bred enighed om, at en strategisk tilgang til innovation i sundhedsvæsenet er nødvendigt for at imødekomme blandt andet den demografiske udvikling og andre store udfordringer.

Skal tage viljen og løbe med den

Senest har Odense Universitetshospital i april udgivet bogen 'OUH Links – Strategisk innovation i sundhedsvæsenet', som COI også har bidraget til.

Læs også: Pia Gjellerup: Et langt, sejt træk fører til resultater – i praksis!

Sidsel Vinge understreger, at der er en risiko for, at sundhedsvæsenet vender tilbage til sin vante gænge, når det igen bliver hverdag. Men hun håber, at den nuværende stemning kommer til at florere længe nok til, at den 'sidder i væggene'.

"Hvis vi har været i noget længe nok og oplevet, at det fungerer, så hænger det ved. Og lige nu oplever vi, at det faktisk godt kan lade sig gøre for eksempel at have medarbejdere med omkring bordet i beslutningsprocesserne – og vi kan gøre tingene meget hurtigere uden, at det hele går galt, uden at vores organisation falder sammen, uden at lederne føler sig underløbet og bypasset. Vi kan noget andet. Det skal vi lære. Vi skal tage den vilje, der er lige nu, og løbe med den."