Politisk lederskab af innovation: Retten og pligten til at vove at tage fejl og blive klogere

Publiceret 03-04-2020

Denne ret og pligt gælder ikke kun under en historisk samfundskrise. Lene Krogh Jeppesen (COI) og Lotte Rømer Grove (COI) giver her deres bud på, hvorfor det er vigtigt i arbejdet med at styrke politikernes rolle i offentlig innovation.

Lotte

Foto: Lotte Rømer Grove er innovationskonsulent i COI og arbejder med at styrke politikernes rolle i offentlig innovation. Her på Velfærdens Innovationsdag, hvor COI afholdte en fagsession om samspillet med politikere og embedsværk.

Af chefkonsulent Lene Krogh Jeppesen og innovationskonsulent Lotte Rømer Grove, begge COI.

"Vi står på ubetrådt land. Vi står i en situation, som ikke ligner noget, vi har prøvet før. Kommer vi til at begå fejl? Ja. Kommer jeg til at begå fejl? Ja. Jeg får brug for jeres tålmodighed."

Sådan var ordene på Statsministerens historiske pressemøde den 11.marts. Det pressemøde, hvor Mette Frederiksen påbegyndte hjemsendelsen af danskerne til arbejde i hjemmet – voksne såvel som børn.

Som ledende konsulenter på Center for Offentlig Innovations (COI) indsats for at styrke de folkevalgtes rolle i offentlig innovation hæfter vi os ved den ret til at lave fejl, Mette Frederiksen her insisterede på – og dermed den platform, hun skabte til, at man som politikere kan og skal sætte retning, også selvom man står på et uperfekt og ufuldstændigt vidensgrundlag, der er i konstant udvikling.

Mette Frederiksen begrunder denne ret og skaber den platform for at sætte retning på et konstant foranderligt vidensgrundlag med, at vi står i en ekstraordinær situation: "Under normale omstændigheder, der vil en regering ikke fremlægge så indgribende meldinger og foranstaltninger, uden at have alle løsninger klar for de mange berørte danskere."

Offentlig innovation: At finde veje igennem ubetrådt land

Og ja, situationen er ekstraordinær. Men under andre og mindre tydelige ’her og nu’-, ’liv eller død’-forhold er det ubetrådte land også det land, de folkevalgte i både Folketing, regioner og kommuner befinder sig i, når der skal findes løsninger på centrale udfordringer, som klimasituationen, udsatte børns vilkår eller den demografiske nærmest gordiske knude – for blot at nævne nogle af de komplekse og omsiggribende udfordringer, vi også står med i dag. Her matcher de nuværende løsninger ganske enkelt ikke behovene. Det laver Corona-krisen næppe om på, men vi må forvente, at også de udfordringer antager nye former efter krisen. Her kommer de folkevalgte i kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget undervejs i arbejdet med sikkerhed til at begå fejl, som først vil være tydelige senere.

Der vil være brug for innovative tilgange for at finde markant nye og anderledes løsninger. Og også her er der – af enten økonomiske, sociale eller klimamæssige grunde – travlt. Her virker mantraet – vi gør det, der virker – ikke, for vi ved ikke, hvad der virker. Men heller ikke på disse udfordringer, kender de folkevalgte løsningerne. Ikke desto mindre fremhæves de retningsgivende folkevalgte som afgørende for, at vi kan finde og realisere de markant nye løsninger (se fx COI og BETA 2020: Topledernes Innovationsdagsorden, som offentliggøres senere i april). Ligesom vi i disse dage ser noget nær hele Danmark samles og anerkende Statsministeren som tydelig og central retningsgiver. 

Trods det ekstraordinære og det ekstreme, som kendetegner Corona-krisen, og som vores folkevalgte står midt i, er der med andre ord paralleller til den situation, de folkevalgte står i, når de ’til daglig’ skal bedrive offentlig innovation. For i offentlig innovation kender man ikke løsningen på forhånd. Her kan man heller ikke fra begyndelsen vide alt om problemet og hvilken vej, der er den helt perfekte og rigtige at gå ned ad.

Foto: Lene Krogh Jeppesen er chefkonsulent i COI. Her i fællesskab med Carsten Rasmussen, borgmester i Lejre og Julie Becher, chef for Læring og Trivsel i Holbæk.

Foto: Lene Krogh Jeppesen er chefkonsulent i COI. Her i fællesskab med Carsten Rasmussen, borgmester i Lejre og Julie Becher, chef for Læring og Trivsel i Holbæk.

Offentlige topledere og de folkevalgte selv: Politisk ledelse af offentlig innovation kan og skal ske

Som led i COI’s arbejde med at styrke de folkevalgtes rolle i offentlig innovation har vi foretaget kvalitative interviews med folkevalgte, der har gjort sig (de første) innovative erfaringer, vi har holdt åbne værksteder, og vi har netop afsluttet dataindsamlingen til vores innovationsbarometer, hvor vi har spurgt folkevalgte i kommuner og regioner om deres ambitioner, roller, erfaringer mv. med offentlig innovation.

Vi har mødt folkevalgte, der brænder for at gøre forskel – også på de svære områder. Vi har viden fra folkevalgte, der i stor udstrækning er fortalere for offentlig innovation. Og vi har tal på, at de folkevalgte ikke er blege for at stå i spidsen og for at sætte retning og rammer for innovationsarbejdet.  

Vi har også spurgt de administrative topledere[1] og har bl.a. set, at borgerne oplever at få større indsigt i eller indflydelse på opgaveløsningen, når de folkevalgte tager del i innovationsarbejdet. Samtidig fortæller toplederne, at når politikerne, som det sker i forhold til klima og bæredygtighed, sætter ambitiøse mål og stiller krav om løsninger af markante problemer uden at kunne anvise løsningerne på forhånd, skaber det en stærkere grobund for innovationsarbejdet, mens manglende politisk lederskab og mistillid til systemet gør det modsatte.

Læs mere om de folkevalgtes rolle i Innovationsbarometeret >  

Risiko ved og mod til udpege en retning igennem det ubetrådte land

Alligevel kvier de kommunale og regionale folkevalgte sig ved at sætte retning for innovationen – eller rettere: de kvier sig ved risikoen for at pege i en forkert retning eller at træde en forkert sti i det nye land - og de kvier sig for dommen: I begik fejl. Ingen folkevalgt har lyst til at blive hængt ud i pressen. Ingen – og slet ikke kommunalpolitikere – har lyst til at få borgerne imod sig. Og ingen har lyst til at være den, der i en ressourcepresset kommune eller region er hovedansvarlig for en større investering, der ender med en fejlslagen løsning. En risiko, der følger med det at pege uden præcist at kende eller anvise løsningerne på forhånd.

Det er med andre ord sin sag at bedrive det, vi kalder ’politisk ledelse på skærpede vilkår’, dvs. at lede, når man hverken kender udfordring eller løsning til fulde, og hvor man umuligt kan finde svaret alene. Som folkevalgt kastes man ud i at skulle inddrage andre aktører på nye måder både for at udforske problemforståelsen og for at eksperimentere sig til de bedste løsninger på udfordringen. Samtidig med det, afkræves man politisk handlekraft og autoritet for at få opbakning.

Både de folkevalgte selv og toplederne fortæller os, at folkevalgte derfor søger at minimere de fejl, der er nødvendige at vove at begå for at blive klogere på udfordring og løsning, ved fx at sænke innovationshøjden. Vi ser også eksempler på, at de folkevalgte gør fejlen ’mere tilgivelig’ ved at indhegne innovationen til noget, der udføres på et, hvad de oplever som ’ufarligt’ område.

Ingen folkevalgte har lyst til at få borgerne imod sig. Og ingen har lyst til at være den, der i en ressourcepresset kommune eller region er hovedansvarlig for en større investering, der ender med en fejlslagen løsning.

Lene Krogh Jeppesen & Lotte Rømer Grove, COI

Forståeligt nok! Men det er ikke en farbar vej til at finde de løsninger, vi brændende mangler på de komplekse udfordringer. Hvis vi ikke har modet til at bevæge os klogt ud på ubetrådt land, risikerer vi at spænde ben for os selv som samfund. Dels fordi vi ikke får udviklet de løsninger, vi har brug for. Dels fordi vi har brug for at bevare tilliden til, at vi med vores samfundsmodel har mulighed for hele tiden at finde svar, der omfatter os alle, på komplekse samfundsudfordringer.

Hvordan kan folkevalgte styrke trygheden i politisk innovationsarbejde?

Men hvordan skal de folkevalgte finde modet til at bevæge sig ud på ubetrådt land – modet til at turde fejle og at blive klogere? De vil gerne. I vores interview med dem efterlyser de en politisk kultur med mere mod og plads til at fejle. Men de efterlyser også tryghed og tillidsfulde rum til netop at turde være modige. Tryghed i innovationsarbejdet dukker igen og igen op som et emne i interviewene med de folkevalgte.

Hvordan kan politikerne opnå mere tryghed, når de bevæger sig ad de ubetrådte veje i jagten på nye løsninger? Flere forhold gør sig gældende ifølge vores kvalitative datamateriale. Vi fremhæver de tre vigtigste her:

1. At skabe bred politisk opbakning

Bred opbakning og et tillidsfuldt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er noget nær et must for innovationsarbejdet. Det hører vi igen og igen fra de folkevalgte. Fordi innovationsarbejdet er usikkert, foranderligt og langsommeligt, skal man kunne stå sammen om den hele tiden justerede plan og ikke nedskalere eller stoppe undervejs, mens man venter på resultaterne. 

I disse dage ser vi en statsminister, der står i front, men som samtidig også har mobiliseret bred politisk opbakning og løbende anerkender og understreger betydningen af bred politisk tilslutning.  

"Danmark står sammen – ved at holde afstand. Kun på den måde kan vi bryde smittekæden. Det er den danske strategi. Alle Folketingets partier står bag. Vi udfører den i fællesskab. Hver enkelt menneskes adfærd har betydning. Vi kan nu se effekten. Det nytter. Det virker. Ved fælles kraft." (30/3)

På to uger har regeringen med alle Folketingets partier lavet en omfattende, indgribende og bekostelig lovgivning, der berører hele samfundet. Den brede politiske opbakning til at gå på ubetrådte veje er omsat til helt konkrete aftaler.

Lotte

Foto: Åbent Værksted om politikernes rolle i offentlig innovation blev afholdt i 2018.

2. At mobilisere til en fælles innovationsindsats

Men et er den politiske opbakning og de aftaler, der ligger i forlængelse af den. Langt flere aktører og parter skal involveres, når det ubetrådte land skal udforskes, adfærd ændres og nye løsninger implementeres.

I de forgangne uger har vi set, at regeringen mobiliserer på tværs af den offentlige sektor ved, at de politiske ledere for fællesskaber af kommuner og regioner, Jakob Bundsgaard fra KL og Stephanie Lose fra Danske Regioner, træder frem på den nationale scene og anerkender de offentligt ansatte, som dagligt finder og afprøver de helt nye, konkrete skridt at gå.

Arbejdsmarkedets parter inddrages som proaktive samarbejdspartnere, når der skal findes og omsættes løsninger på den nye, komplekse samfundsudfordring. Der peges fremad mod partnerskaber med fagbevægelse og erhvervsorganisationer, når der skal findes nye måder at gå på arbejde på i et samfund, hvor vi gradvist skal færdes mere blandt hinanden igen. Vi kommer ikke tilbage til det arbejdsliv, vi forlod den 11. marts – og vi skal sammen finde ud af, hvordan det nye ser ud.

"Indtil da: Vi skal passe bedst muligt på jer, der har mest brug for omsorg og hjælp og pleje. I har krav på at blive hørt – selvom I ikke råber op. Og I er ikke alene. Tak til dem, der hører jer og hjælper jer: Kommuner, frivillige, naboer, venner og familie. Dem, som ringer en ekstra gang til morfar eller sætter en blomst foran naboens dør." (30/3)

Midt i alle de for den enkelte vidtgående og uoverskuelige indsatser og omkalfatrende ændringer af vores hverdagsliv stiller statsministeren skarpt på, hvorfor vi gør det. For at redde menneskeliv – især de svage, sårbare og ældre, for at forhindre sundhedssystemet i at bryde sammen og for at få den danske økonomi og samfundsmodel gennem krisen. Ved at stille skarpt på det barske budskab – at ”de svageste skal være de stærkeste” – mobiliseres vi stærke til en fælles indsats.

3. At udvise politisk handlekraft på skærpede vilkår

Typisk forstår vi politisk handlekraft ved, at de folkevalgte lover forbedring og derefter anviser og igangsætter konkrete løsninger. Men det duer ikke, når vi bevæger os på ubetrådt land for at finde markant nye løsninger. Når Mette Frederiksen etablerer en platform for at fejle og lære, mens vidensgrundlaget udvikler sig, skaber hun også en ny platform for at udvise politisk handlekraft.

"Jeg vil sige ærligt. Det rejser mange og helt relevante spørgsmål. Og hverken jeg selv eller myndighederne har alle svarene endnu" (11/3). Fra den ’nye’ platform loves ikke svar på forhånd. Til gengæld anerkendes de spørgsmål, der med rette dukker op hos borgere, medarbejdere, virksomhedsejere, ledere, civilsamfundsaktører og journalister. Og som vi har set ovenfor, er mange aktører involveret i at finde markant nye svar.

Den politiske handlekraft på skærpede vilkår udvises gennem transparens og forventningsafstemning. "Jeg kan selvfølgelig ikke lægge en detaljeret plan frem i dag. Men jeg vil dele mine overvejelser med jer." (30/3). Når der skal findes nye svar på, hvordan samfundet kommer til at fungere, når voksne og børn langsomt skal bevæge sig mere ud iblandt hinanden, så deler statsministeren ikke færdige svar med os, men mellemregningerne. Og så følger der en proces frem mod udviklingen af løsninger og deres implementering.

Politisk ledelse af offentlig innovation – også for folketings-, kommunal- og regionalpolitikere

Det tydelige eksempel på en platform, hvor også politikere kan (og må) fejle og lære i en verden i forandring, og hvor vidensgrundlaget konstant udvikles, håber vi bliver en tilgang, der får gode kår også post-Corona.

Det er en platform, som ikke kun er relevant for regering og ministre, men også for de øvrige folkevalgte i Folketinget, kommunalbestyrelser og regionsråd. Corona-krisen har ikke givet os færre komplekse samfundsudfordringer – tværtimod. Der er fortsat brug for en ny form for politisk handlekraft.

Fra COI’s side ser vi frem til at bidrage til den udvikling, når vi henover resten af 2020 deler vores indsigter og værktøjer om styrken i og nødvendigheden af politisk ledelse af offentlig innovation med jer, der står med ansvaret, eller som arbejder tæt sammen med folkevalgte. Første gang bliver den 25. august, hvor vi i Landstingssalen præsenterer de nyeste tal og indsigter om de folkevalgtes rolle i offentlig innovation, og sammen med jer debatterer hvordan de kan medvirke til at styrke en platform med plads til ny – fejlbarlig - politisk handlekraft.

[1] Innovationsbarometer 2017: Det nye drives af de valgte: Politikernes rolle i offentlig innovation samt COI og BETA 2020: Topledernes Innovationsdagsorden (offentliggøres senere i april).