Innovationsstafetten: "Manglende risikovillighed er min største modstander"

Publiceret 02-04-2020

Bo Christensen er direktør i Life Science Innovation North Denmark. Han er denne måneds deltager i COI's Innovationsstafet.

Foto: Bo Christensen er i direktør i Life Science Innovation North Denmark.

Foto: Bo Christensen er i direktør i Life Science Innovation North Denmark.

Af Didde Jensen 

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Bo Christensen, direktør i Life Science Innovation North Denmark (LSI). Han har arbejdet med offentlig-privat innovation de seneste tre år, men med innovation og entreprenørskab i det meste af sit arbejdsliv - både som iværksætter og forretningsudvikler i erhvervsfremmesystemet og som bestyrelsesmedlem og formand i en række startups.

I LSI har han bl.a. været med til at drive Sundhedsteknologisk Serviceprogram (SSP), hvor de på mindre end to år har initieret mere end 20 innovative projektsamarbejder mellem virksomheder og kommuner/regioner.

Hvorfor arbejder du med offentlig innovation?

Først og fremmest, fordi det er spændende! Men naturligvis også fordi det er vigtigt. Den offentlige sektor står over for flere voldsomme udfordringer, ikke mindst inden for sundhed og velfærd. Flere borgere, der er vant til høj kvalitet og service, svigtende tilgang til de relevante uddannelser og et stort pres på de offentlige midler fordrer, at vi er i stand til at finde andre og bedre løsninger på de kendte udfordringer – og ikke blot tænker, som politikerne gør, at 'mere af det samme' er en holdbar og bæredygtig løsning.

Life Science Innovation Event

Foto: Tværfaglighed er en fundamental del af innovationsarbejde, mener Bo Christensen, og LSI afholder mange arrangementer, hvor tværfaglige kompetencer sættes i spil.

Hvordan arbejder du i praksis med offentlig innovation?

I Life Science Innovation gør vi en dyd ud af at hylde tværfaglighed. Derfor arrangerer og deltager vi fx gerne i innovationscamps på uddannelsesinstitutionerne, hvor forskellige uddannelser deltager og dermed indgår i et tværfagligt samarbejde (eksempelvis sygeplejersker og maskinmestre). Det kunne også være forskellige studieretninger på universitetet, vi sætter sammen eller fx SOSU-studerende og smedelærlinge.

Formålet med at sætte disse tværfaglige kompetencer sammen er at få formuleret nogle antagelser, som alle kan nikke genkendende til og dermed er hurtige at få be- eller afkræftet. Det giver den fordel, at indforståethed og vanetænkning bliver udfordret.

I praksis arbejder jeg mest med offentlig-privat innovation, og her er det endnu mere tydeligt, at når flere forskellige parter samles, formulerer en række antagelser og bringer flere kompetencer til bordet, så opnår man et agilt og fokuseret innovativt samarbejde.

Hvad er det spændende ved at arbejde med innovation i den offentlige sektor?

Jeg synes, der er flere spændende aspekter. Som jeg tidligere har nævnt, vokser gruppen af ældre, og dermed udvides behovet for nye løsninger inden for sundhed og velfærd også. De økonomiske ressourcer er under pres, og derfor er der et stort behov for nytænkning, og det udfordrer alle faggrupper og organisationsniveauer. Derudover ser jeg store muligheder for erhvervet, idet løsninger – udviklet i samarbejde med sundhedsprofessionelle i kommuner og regioner – har et stort eksportpotentiale. Og endelig ser jeg innovation som en stor mulighed for at øge jobtilfredsheden hos de mange forskellige sundhedsfaglige.

Hvorfor er det vigtigt – hvilket mål ser du innovation som midlet til?

Uden innovation tror jeg ganske enkelt ikke, at vi er i stand til at opretholde den danske velfærdsmodel. Jeg har tidligere været lidt inde på, at løsningen på fremtidens udfordringer langt fra er 'mere af det samme', som synes at have været mantraet de sidste mange år.

Jeg tror også, at innovation bringer os tættere på den nødvendige diskussion om, hvad vi kan og skal i fremtiden, ikke mindst på det etiske område. Måske bliver debatten knap så skinger, når vi kan se, hvad vi er i stand til i fremtiden – blot med andre virkemidler. Brug af skærmbesøg, som en del af kontakten til sundhedspersonale, samt hele demensområdet er blot to eksempler på områder, der trænger til at blive vendt.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Jeg er mest stolt af alle de projekter, som vi har deltaget i, i den relative korte periode, som LSI har eksisteret. Men jeg vil gerne fremhæve, at jeg hele tiden imponeres af viljen til innovation i de fleste organisationer, ligesom jeg igen vil fremhæve de imponerende resultater, jeg har oplevet, når forskelligartede kompetencer sættes sammen, formulerer antagelser og bare klør på.

Hvilken fejl har du lært mest af?

At det er vigtigt ikke at forelske sig i en given teknologi, før et givet problem er beskrevet og valideret. Alt for mange gange bliver der peget på fx app-teknologi, robotter eller AI, før et problemfelt er ordentligt analyseret og beskrevet, og det kommer der ikke ægte innovation ud af!

Hvis du skulle arbejde på at udvikle en konkret innovation i morgen, hvad skulle det så være?

Den er svær… Men hvis det var muligt at udvikle et værktøj, der kunne give transparens i forhold til værdien på tværs af de mange forskelligrettede indsatser inden for ikke mindst velfærdsområdet, tror jeg, at vi kunne tage et tiltrængt opgør med kassetænkningen.

Foto: Innovationscamps med studerende fra forskellige uddannelser, fx SOSU-studerende og maskinmesterlærlinge, er med til at udfordre de studerendes vanetænkning og indforståethed, siger Bo Christensen.

Foto: Innovationscamps med studerende fra forskellige uddannelser, fx SOSU-studerende og maskinmesterlærlinge, er med til at udfordre de studerendes vanetænkning og indforståethed, siger Bo Christensen.

Hvem er din største hjælper i dit arbejde med offentlig innovation?

Det er alle mine dejlige kolleger, samt medarbejdere i de organisationer, der udgør LSI-Platformen: De nordjyske virksomheder, AAU, UCN, SOSU Nord, samt de nordjyske kommuner og Region Nordjylland.

Hvem eller hvad er din største modstander?

Der er to: Vanetænkning og manglende risikovillighed! Vi er nødt til hurtigst muligt at få gjort op med 'vi plejer'- begrebet! Det slår al initiativ ihjel og fjerner den dynamik og nytænkning, der opstår i organisationer, når der fx kommer nyuddannede medarbejdere til. Og så skal ledere og specielt politikere lære, at man ikke nødvendigvis har begået en fejl, når en innovationsproces ikke umiddelbart fører til noget, der kan implementeres. De skal derimod erkende, at der er læring i alting og tilskynde organisationen til, at det handler om at 'komme op på hesten' igen.

Er der en person eller en situation, der har været afgørende for innovationsindsatsen i jeres organisation?

Et lidt hippie-agtigt svar vil være, at det er ånden i LSI, der er det mest afgørende. Innovation er ikke en afdeling eller en funktion, men bør – som i LSI – være en kultur eller ånd, der gennemsyrer hele organisationen.

Både i det daglige og i vores bestræbelser på at fortælle, hvad LSI er, bruger vi Innovationshjulet – en model, der gør innovationsarbejdet praktisk og håndgribeligt.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejdet med offentlig innovation?

Vi skal blive bedre til at italesætte, at innovation ikke er det samme som rationalisering eller besparelser. At innovation, med den rette tilgang, blot er en forlængelse af fagligheden, der sikrer, at løsning af problemerne skaber større og bedre værdi - for den der udfører opgaven, og for den der oplever løsningen.

Hvem vil du give stafetten videre til? 

Det er vigtigere end nogensinde før, at vi er innovative. Det er vigtigt, at der fokuseres på innovation og på, hvordan vi skaber den i fællesskab. Derfor vil jeg gerne give Innovationsstafetten videre til Plejefaglig direktør på Regionshospitalet Nordjylland, Charlotte Fuglesang.

Vil du høre mere om Life Science Innovation North Denmark? 

Kontakt Bo Christensen, 25 46 63 25, boc@lsi-nd.dk, LinkedIn-profil