En pose på toilettet opsamler medicinrester og beskytter miljøet

Publiceret 22-10-2019

En pose, der kan sættes på toilettet, opsamler medicinrester og beskytter både miljøet og de pårørende. Innovationen er den første af sin art i verden – men det er svært at få den sat i drift og skaleret, siger udvikleren bag.

EcoMedicineCare

Foto: Den blå toiletpose er lavet af materiale, der er egnet til opsamling af udskillelser som urin, afføring og opkast, som indeholder giftige rester fra medicinsk behandling.

Af Paul Sauer

"Alle, jeg fortæller om det, siger: Hold da op – hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det før?"

Sådan fortæller Helle McNulty, chef for klinisk farmaceutisk service i Region Hovedstadens Apotek.

Sammen med sin søn har hun udviklet en pose til toilettet, som opsamler de medicinrester, som for eksempel patienter i kemoterapi udskiller via kropsvæsker som urin og afføring.

Fandtes ingen løsninger

Posen beskytter ikke kun spildevandet mod medicinrester. Den beskytter også de pårørende mod de eventuelle medicinrester, der kan findes på toilettet.

"Mange af de lægemidler, der anvendes til behandling af kræft, er faktisk i sig selv kræftfremkaldende. Derfor var der brug for noget, der kan opsamle de medicinrester, der bliver udskilt i dagene efter, at patienten er kommet hjem. Men der fandtes ikke nogen løsninger, der tog højde for det," siger Helle McNulty.

Hun fik selv problemet ind på livet, da hendes mor for nogle år siden fik konstateret kræft og skulle i kemoterapi.

Kunne ikke slippe tanken

Efter at have modtaget kemoterapi, spurgte hun sin datter, hvad hun skulle gøre, når hun blev sendt hjem fra hospitalet igen.

"Hun vidste godt, at kroppen ville begynde at udskille den medicin, hun havde fået. Hun havde små børnebørn, som kom på besøg, og hun ville godt have, at det var sikkert og ufarligt for dem at være der. Derfor ville hun vide, hvad hun skulle gøre, når hun var derhjemme," siger Helle McNulty.

"Mange af de lægemidler, der anvendes til behandling af kræft, er faktisk i sig selv kræftfremkaldende. Derfor var der brug for noget, der kan opsamle de medicinrester, der bliver udskilt i dagene efter, at patienten er kommet hjem."

Helle McNulty, chef for klinisk farmaceutisk service i Region Hovedstadens Apotek

Den farmaceutiske chef i Region Hovedstadens Apotek, som selv er chef for det område, der står for fremstilling af kemoterapi til alle kræftpatienter i Region Hovedstaden, kunne ikke slippe tanken. 

Løsningsforslag og prototyper

Sammen med sin søn, der var ved at uddanne sig til designer, begyndte hun at udvikle forskellige løsningsforslag og prototyper.

Efter noget tid nåede de frem til noget, som ligner den toiletpose, som findes i dag. Herefter gik Helle McNulty videre til sin arbejdsgiver.

Helle McNulty

Foto: Helle McNulty begyndte med sin søn, Paul McNulty, at udvikle forskellige løsningsforslag og prototyper.

"Jeg vidste ikke, hvad man måtte gøre, når man er ansat i en offentlig virksomhed. Må man bare gå i gang, eller er der nogle regler, man skal følge? Derfor foregik alt i fritiden," siger Helle McNulty og fortsætter:

"Så fandt jeg ud af, at der i Region Hovedstaden var en struktur på det. Hvis man fik en idé, skulle man beskrive den og sende den ind til Center for Regional Udvikling. Og så ville de tage stilling til, om det var noget, der skulle gås videre med."

Fik lavet licensaftale

Efter et længere forløb, hvor Tech Trans Kontoret på Københavns Universitet blev tilknyttet, og Helle McNulty og hendes søn forsøgte at finde en kommerciel partner til at producere og markedsføre toiletposen, lykkedes det endelig at lave en licensaftale med den store danske virksomhed Abena.

Toiletposen, som Helle McNulty, hendes søn og Abena efterfølgende færdigudviklede, består af to komponenter: En blå pose, som monteres på toiletbrættet, og som opsamler al urin eller afføring. Og en gul yderpose til bortskaffelse.

Poserne er fremstillet af miljøvenligplast (grøn PE), og den blå toiletpose er lavet af materiale, der er egnet til opsamling af udskillelser, såsom urin, afføring og opkast, som indeholder giftige rester fra medicinsk behandling.

Posen indeholder desuden et absorberende indlæg, som er egnet til at opsamle væske. Poserne og indholdet kan, når de anvendes hjemme hos patienten, bortskaffes lige som en ble med normalt husholdningsaffald.

OM MEDICINRESTER

- Medicinrester udskilles gennem kropsvæsker som urin og afføring de første dage efter, at medicinen er givet. Herefter udledes resterne i vandmiljø via spildevand.

- Undersøgelse viser, at miljøfarlig medicin bliver i vores spildevand. Kontrastvæsker, kunstige hormoner og især medicin, der anvendes i forbindelse med kræftbehandling, er særligt vanskelige at fjerne ved rensning af spildevand.

- I 2018 blev der i Region Hovedstaden administreret 104.000 doser kemoterapi. Det svarer til ca. 50.000 behandlingsbesøg.

-Ca. 1-4 procent af de samlede forbrugte lægemidler (ikke kun kemoterapi) anvendes på hospitalet. Resten anvendes hjemme eller på plejehjem.

Se en video, der viser påsætningen af den blå pose herunder:

Afspil video
s_Cbof-3BiM

Fuldstændig tilfældigt

Helle McNulty forklarer, at EcoMedicineCare – som toiletposen hedder – har haft en relativt lang fødsel:

"Vi holdt møder med rigtig mange firmaer – måske 25 – og har skrevet til måske det dobbelte antal, før vi fik hul igennem ved Abena. Der er gået rigtig meget tid og især fritid på det her," siger hun.

Region Hovedstaden har indgivet patent på toiletposen, og der lige nu er i 'patent pending'. Helle McNulty forklarer, at hun ikke tidligere har arbejdet med innovation eller udvikling:

"Det var fuldstændig tilfældigt, at vi kom ind i det her. Jeg havde slet ikke planlagt, at jeg skulle være opfinder eller innovatør. Det var bare noget, der skete, fordi der var et problem, jeg ikke kunne lade være med at dykke ned i. Man skal nok brænde for det, hvis et projekt som det her skal blive til noget," siger den farmaceutiske chef.

Taget i brug på Rigshospitalet

EcoMedicineCare er indtil videre taget i brug på en enkelt afdeling på Rigshospitalet, der bruger den til patienter, som er i behandling for blærekræft.

Men selvom Helle McNulty har fået positive tilkendegivelser, og selvom fokusgruppeundersøgelser har vist gode resultater, er det svært at få flere hospitalsafdelinger til at tage den nye løsning ind, forklarer hun:

"Det er det hele store problem lige nu. Jeg er blevet kontaktet flere gange af kræftpatienter, som har været rigtig bekymrede, men som ikke vidste, hvor de skulle gå hen med deres bekymring. Og som derfor var glade for at se, at der nu fandtes en løsning," siger Helle McNulty og fortsætter:

Svært at få ibrugtaget

"Vi har kontaktet alle de afdelinger, vi tænker kunne være interessante at tale med. Men selvom vi i første omgang er gået efter de lavthængende frugter, bliver vi hele tiden mødt af de samme argumenter: 'Vi har mange patienter, det her bliver dyrt, vores personale er ikke klædt på til den informationsopgave, og hvem skal betale?' Flere har sagt, at de går først i gang, når nogen kommer og siger, at de skal tage det i brug. Altså når der kommer et pålæg ovenfra."

Og det er en stor barriere i forhold til offentlig-private innovationssamarbejder som dette, pointerer Helle McNulty.

"Der er en stor grøn dagsorden, der handler om miljø og om at sørge for, at vi ikke udleder unødvendig kemi. Der er også nogle patienter, som ønsker at beskytte sine pårørende, så deres hjem ikke bliver en miljøfarlig zone. Toiletposen er samtidig vurderet til at være BAT – best available technology – af Region H's kemifunktion. Men alligevel er det meget svært at få produktet ibrugtaget og skaleret," siger hun.

Skal levere på vores del

Lige nu arbejder Helle McNulty, hendes søn Paul McNulty og Abena på en anden innovation, Lagenposen, der er målrettet patienter i kemoterapi. For det er ikke kun via kropsvæsker, at medicinrester bliver udskilt. De bliver også udskilt via huden igennem sved.

OM ECOMEDICINCARE

- EcoMedicineCare er en toiletpose til opsamling af udskillelser såsom urin, afføring og opkast fra patienter, der behandles med medicin. Hovedformålet med produktet er at undgå, at medicin, der udskilles, ender i naturen.

- Sådan anvendes produktet: En engangspose påsættes toilettet. Posen er lavet af materiale, der er egnet til opsamling af udskillelser, såsom urin, afføring og opkast, som indeholder giftige rester fra medicinsk behandling.

- Posen passer til et toilets form, sådan at den ikke rører indersiden af toiletskålen eller vandet nede i toilettet. Posen indeholder endvidere et absorberende indlæg som er egnet til at opsamle væske. Væsken absorberes af indlægget og risiko for spild, når posen lukkes og efterfølgende håndteres, er derved stærkt reduceret.

- Der medfølger en yderpose/sikkerhedspose til bortskaffelse af selve toiletposen og et par engangshandsker, der kan anvendes, hvis man ønsker ekstra hygiejnetiltag, når man tager posen af toilettet.

Abena har vist interesse i endnu en licensaftale men vil ifølge Helle McNulty først se konkrete salg af toiletposen EcoMedicineCare.

"Hvilket er helt forståeligt. De kigger jo på deres bundlinje – det er en virksomhed, ikke en velgørende organisation. De skal se, at der kommer noget ud af den tid og de penge og kræfter, de skyder ind i projektet. For hvis ikke vi som offentlig virksomhed leverer på vores del af et offentlig-privat samarbejde – og rent faktisk aftager produktet – bliver vi jo uinteressante at arbejde sammen med," siger hun.

Lagenposen

Foto: Lagenposen er målrettet patienter i kemoterapi og kan opsamle medicinrester, der bliver udskilt via huden igennem sved.

En virkelig god chance

Et toiletpose-kit koster ca. 36 kroner stykket. En æske med 20 styk koster 725 kroner. Poserne skal bruges ca. 2-3 dage efter en behandling, hvilket ved seks toiletbesøg pr. døgn giver 18 poser pr. gang.

Helle McNulty håber, at alle kræftpatienter på længere sigt bliver tilbudt at få EcoMedicineCare med hjem:

"Jeg synes jo, at vi som offentlig virksomhed har en virkelig god chance for at gå ud at sige, at vi mener den grønne dagsorden. Og jeg er helt sikker på, at hvis man tilbød toiletposerne til eksempelvis kræftpatienter, så vil det ikke komme til at koste en formue, for det vil ikke være alle patienter, der ønsker at tage mod tilbuddet. Men jeg mener, at vi skal gøre hvad vi kan for at undgå, at unødvendige medicinrester ender i vores spildevand," siger hun og understreger, at hun selvfølgelig også er en utålmodig entreprenør:

Skal omsætte og implementere

"Men hvis vi skal blive bedre til de her offentlig-private samarbejder, skal vi også finde ud af at omsætte og implementere det, der kommer ud af dem. For det er fint nok at lave projekter, men løsningerne skal jo ud at skabe værdi i virkeligheden. Derfor er der – om ikke andet – en masse læring i denne case i forhold til, hvad der fungerer og ikke fungerer, når man laver et offentlig-privat innovationsprojekt."

I dette tilfælde er det 'skal'erne' – for eksempel hensynet til miljø og til sundhed – der støder sammen, siger hun. For hvem kan pålægge andre opgaver?

"Det er det, der er svært, og det sander lidt til. Og det er sindssygt ærgerligt. Så det er noget, vi skal have fundet en løsning på," siger Helle McNulty.