Mød COI's to nye kolleger: "Jeg glæder mig til at sætte erfaringer i spil på nye måder"

Publiceret 12-06-2019

Julie Munk og Charlotte Niss er nye konsulenter i COI. De skal blandt andet arbejde med centerets to nye strategiske udviklingsfelter.

Julie og Charlotte

Foto: Julie Munk (tv) og Charlotte Niss (th) er nye konsulenter i COI. De begyndte begge i maj. 

Af Paul Sauer

Endnu engang udvider COI staben: I maj bød centeret velkommen til to nye konsulenter.

Julie Munk og Charlotte Niss skal blandt andet arbejde med centerets to nye strategiske udviklingsfelter: styrket innovationsfokus i offentlig-privat samarbejde og udbredelse af velafprøvede teknologiske løsninger samt nye teknologier.

Læs også: COI præsenterer ny strategi og styregruppe

"COI har en unik rolle som nationalt center, der kobler offentlige systemer og muliggør, at der kan skabes delt læring og involverende samarbejde på tværs af aktører. Jeg ser meget frem til at være med til at understøtte dette og udvikle det offentlige indefra gennem afprøvning af nye ideer i samarbejde," siger Julie Munk, der kommer fra en stilling som Senior Programme Manager hos Social Innovation Exchange (SIX) i London og herhjemme tidligere bl.a. har arbejdet i MindLab.

Sætte erfaringer i spil

Charlotte Niss kommer fra en stilling som servicedesigner hos konsulentvirksomheden Public Intelligence. Hun har også arbejdet med servicedesign som innovationskonsulent i Odense Kommune:

"Med min baggrund som designer benytter jeg mange inddragende metoder i mit arbejde, og jeg bruger meget visuel kommunikation. Jeg er meget optaget af, hvordan nye tiltag kommer til at virke i praksis for de medarbejdere, der hver dag skal benytte ny teknologi eller nye måder at arbejde på. Den viden og mine erfaringer glæder jeg mig meget til at sætte i spil på nye måder her hos COI," siger hun.

Læs også: Mød Marie – COI's nye analytiker

Julie Munk har en kandidat i Samfundsvidenskab (RUC) med en overbygning i Politisk Kommunikation og Ledelse (CBS). Hun er desuden uddannet projektleder og har været med til at understøtte multisektor og tværfaglig videndeling og samarbejde om fremme af bl.a. velfærdsløsninger, design og services.

Løfte nye strategiske mål

Charlotte Niss er uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet med speciale i Industrielt Design. Hun har arbejdet med innovationsprojekter inden for forskellige velfærdsområder i de danske kommuner og har bl.a. været involveret i flere projekter om velfærdsteknologi og hvordan man arbejder systematisk med innovation:

"Jeg glæder mig meget til at være med til at kunne skabe en forskel på tværs af den offentlige sektor og jeg er ivrig efter at komme i gang med at arbejde målrettet med de to nye strategiområder: teknologi og offentlig-privat innovationssamarbejde (OPI), hvor jeg særligt får en opgave i at sikre bedre implementering og udbredelse af teknologier," siger hun.

Julie Munk ser frem til at være med til at løfte nogle af COI's nye strategiske mål:

"Jeg vil bl.a. trække på mine erfaringer med kapacitetsopbygning og ledelses- og kulturudvikling, som er nogle er de centrale elementer, der skal faciliteres, hvis vi skal fremme spredning af det, der virker. Det er vigtigt, at vi inddrager og støtter hinanden, lærer fra hinandens ståsteder og tidligt identificerer hvilke behov og værdi, et samarbejde indfrier. Lige nu er der mange udfordringer, der er så komplekse, at de kræver fælles handling, og vi skal styrke de relationer, det kræver – det er noget af det, COI er afgørende for," siger hun.

Se alle medarbejdere i COI her >

Julie Munk 61813109
Charlotte Niss 61813106
Paul Sauer 61813103
Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.