Her er de 6 nominerede til Hverdagsinnovationsprisen

Publiceret 19-08-2019

Seks hverdagsinnovationer er nomineret til Hverdagsinnovationsprisen, en ny national innovationspris for den offentlige sektor. Se dem her.

Hverdagsinnovationspris

Foto: Hverdagsinnovationsprisen handler om at fejre de små kloge greb, som vi gør i det daglige, og hvor en opgave løses hurtigere og i en højere kvalitet.

Af Paul Sauer

Virtual Reality som hjælp til unge med social angst. Åbne data der effektiviserer Vejdirektoratets arbejde. Straksudlevering af hjælpemidler til borgere. Hurtig diagnostik af infektioner for indlagte patienter. Et 'swipe' til højre for at betale gælden. En kommune, der har fået sin egen 'Meyer'.

Det er de seks innovationer, der er nomineret til Hverdagsinnovationsprisen.

Hverdagsinnovationsprisen er den ene af de to nye nationale innovationspriser for den offentlige sektor, som COI og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling uddeler. 

Fornøjelse at se den høje kvalitet

Den handler om at fejre de små kloge greb, som vi gør i det daglige, og hvor resultatet bliver, at en opgave løses hurtigere og i en højere kvalitet. De situationer, hvor man siger: "Hvad nu, hvis man bare….?"

Læs mere om priserne og se bedømmelseskriterierne her >

Chefkonsulent i COI Lene Krogh Jeppesen glæder sig over den høje kvalitet, der er i alle de hverdagsinnovationer, der er blevet indstillet:

"De understøtter det indtryk, som vi også har fået af NYT SAMMEN BEDRE-indstillingerne: et modnet offentlig innovationsdanmark. Vi har udvalgt seks nominerede, som er ret forskellige, netop for at vise mangfoldigheden i innovationsarbejdet. Jeg glæder mig selv meget til at møde hverdagsinnovatørerne på Innovationsdagen. Jeg vil opfordre de nysgerrige innovationsaktive til at lade sig inspirere både af finalisterne – på dagen – og det samlede felt. Her er masser af spændende viden og læring at hente," siger hun.

Deltagerne kårer vinderen

Vinderen af både Hverdagsinnovationsprisen og NYT SAMMEN BEDRE-prisen offentliggøres til Innovationsdagen den 5. september i FÆNGSLET i Horsens.

Læs mere om Innovationsdagen, se programmet og tilmeld dig her >

Det er deltagerne til Innovationsdagen, der kårer vinderen af Hverdagsinnovationsprisen. I løbet af dagen får man mulighed for at besøge de seks finalister, gå i dialog med dem og blive klogere på deres hverdagsinnovationer.

Der er dedikeret tid til besøg i Løsningsgalleriet, hvor man kan nå at besøge 4 af de 6 finalister, der kort og målrettet fortæller om deres innovationer.

Besøgene danner baggrund for, at deltagerne på dagen vurderer finalisterne og giver dem point ud fra, 1) hvilken værdi de oplever hverdagsinnovationen giver og 2) hvilket spredningspotentiale de oplever hverdagsinnovationen har.

Læs mere om de seks nominerede hverdagsinnovationer her:

Virtual Reality hjælper unge med social angst

Åbne data effektiviserer Vejdirektoratets arbejde med visualisering

Straksudlevering af hjælpemidler til borgere giver bedre service og sparer administration

Hurtig diagnostik af infektioner for indlagte patienter hver dag 24-7-365

Med et 'Swipe' til højre er gælden til kommunen betalt

Guldborgsund Kommune har fået sin egen 'Meyer'

Se alle 16 innovationer, der blev indstillet til Hverdagsinnovationsprisen >

OM INNOVATIONSPRISERNE

  • NYT SAMMEN BEDRE-prisen og Hverdagsinnovationspriserne er de første nationale innovationspriser målrettet hele den offentlige sektor. 
  • NYT SAMMEN BEDRE-prisen uddeles til en offentlig innovation, der rummer en løsning på et komplekst samfundsmæssigt problem, er udviklet sammen med andre aktører, har skabt værdi og har spredningspotentiale.
  • Hverdagsinnovationsprisen handler om at fejre de små kloge greb, som vi gør i det daglige, og hvor resultatet bliver, at en opgave løses hurtigere og i en højere kvalitet. De situationer, hvor man siger: "Hvad nu, hvis man bare….?"
  • Innovationspriserne er skabt i samarbejde mellem COI og COK – Center for Offentlig Kompetenceudvikling. De skal synliggøre og fejre det gode arbejde, der sker i den offentlige sektor.
  • Priserne retter sig ikke mod en bestemt sektor eller et fagområde – men fremhæver det gode innovationsarbejde, der sker på tværs af hele den offentlige sektor.

 

Paul Sauer 61813103
Lene Krogh Jeppesen 61813105
Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.