Deltag i konkurrencen om Den Europæiske Kvalitetspris for den Offentlige Sektor

Publiceret 06-03-2019

Nu kan du ansøge om at vinde European Public Service Award (EPSA) 2019. Årets tema er: 'Nye løsninger på komplekse udfordringer – en offentlig sektor, der er borgercentreret, bæredygtig og klar til fremtiden'.

Video: Det er syvende gang, at EPSA uddeles. Her kan du se mere om prisen og om årets tema, som igen handler om nye løsninger på komplekse udfordringer.

Af Paul Sauer

The European Public Service Award (EPSA) bliver uddelt hver andet år til europæiske forvaltninger for løsninger, der er særligt innovative.

Det er European Institute of Public Administration (EIPA), der står bag prisen, og årets tema er: 'Nye løsninger på komplekse udfordringer – en offentlig sektor, der er borgercentreret, bæredygtig og klar til fremtiden'.

Ansøgningsfristen er torsdag den 18. april 2019. Alle offentlige institutioner har mulighed for at indsende et projekt til konkurrencen. Der lægges vægt på, at det er en innovation, som er implementeret – dvs. som har været i drift længe nok til at have vist konkrete resultater.

Hvad går det ud på?

EPSA er den eneste europæiske innovationspris, der er åben for alle offentlige forvaltninger fra alle niveauer i hele Europa.

EPSA blev uddelt første gang i 2007, og seneste udgave tiltrak mere end 150 projekter fra 30 europæiske lande og fra flere EU-institutioner og -agenturer.

Der kåres en vinder i tre kategorier, der svarer til de tre forvaltningsniveauer i Danmark:

  • Kategori 1: Projekter og cases på national niveau (eller EU-niveau).
  • Kategori 2: Projekter og cases fra regionalt niveau.
  • Kategori 3: Projekter og cases fra lokalt – dvs. kommunalt  niveau.

Kvaliteten af løsningerne er kontinuerligt så høj, at man har valgt også at uddele en række 'best practice'-certifikater til de løsninger, der kommer frem, som også er rigtigt gode og værdifulde for andre at lære af.

Hvordan ansøger man?

Hovedansøgeren skal være fra en offentlig organisation, men andre aktører kan have bidraget til innovationsarbejdet.

Man ansøger på engelsk via EPSA's ansøgningsmodul. Den fulde tekst om temaet og kriterierne for i år finder du her. Du kan finde en guide til at ansøge her.

INDSEND DIN ANSØGNING VIA EPSA'S HJEMMESIDE HER (EKSTERNT LINK) ►

Hvad får man ud af det?

Prisen er med til at synliggøre og anerkende nyskabende og effektive løsninger på tværs af EU. Der er en grundig evalueringsproces, hvilket giver mulighed for eksternt perspektiv/tjek af innovationsarbejdet og dermed input til refleksion.

Er man blandt de nominerede, bliver man inviteret til prisoverrækkelsen i Maastricht i november. Her møder man andre nominerede og får mulighed for at blive inspireret af andres gode løsninger til eget videre arbejde samt mulighed for at dele viden om egen innovative løsning.

Vinder man, bidrager EIPA med at arrangere videndelingsaktiviteter, hvor der arbejdes i dybden med at dele viden og læring fra innovationsarbejdet. Både vinderne og modtagerne af 'best practice'-certifikaterne indgår i den case-samling og projektoverblik, som EIPA udgiver.

Besøg EPSA 2019's officielle hjemmeside her >

Lene Krogh Jeppesen 61813105
Paul Sauer 61813103
Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.