COI's nytårstale: Fremragende forudsætninger for at udvikle i 2019

Publiceret 11-01-2019

Center for Offentlig Innovation ser frem mod året, der kommer. Og de forventninger, der præger det. Lad 2019 være et år, hvor vi får prøvet mere af, skriver centerleder Pia Gjellerup.

Centerleder i COI Pia Gjellerup

Af centerleder Pia Gjellerup

Godt nytår! Sådan ønsker vi hinanden goddag, når vi ses første gang i det nye år. I den mørke januar rummer ønsket en forventning til det blanke år, der ligger foran os. Ikke, fordi verden skifter, når der nu pludselig står 2019 i datoen, men det giver alligevel følelsen af at stå ved et nyt trin med nye udsigter.

I den offentlige sektor står vi foran et af de år, hvor spørgsmålet i høj grad bliver, hvordan vi klarer at få dygtige medarbejdere nok til de opgaver, vi gerne vil løse for hinanden. Det giver opgaverne med at få gennemført de innovative løsninger, der hele tiden udvikles, et helt andet rum at blive til virkelighed i, for det ligger ikke som en trussel, at der så skal skæres ned blandt medarbejderne. Nej, innovationer gør det muligt for medarbejderne at løse deres opgaver, selv om der ikke kan findes flere kolleger.

Hurtigere, længere og højere

Innovationer, der definerer både opgaver og løsninger på en helt anden måde end tidligere. Mange gange må vi løse problemer, som vi kender dem - hurtigere, længere og højere end det, vi hele tiden har gjort. Andre gange får medarbejdere, ledere, politikere, borgere, virksomheder, foreninger og forskere i alle mulige kombinationer øje på en helt ny måde at se selve opgaven på, eller de udvikler en helt anden måde at løse den på. Resultaterne kan være flere løsninger for de samme penge, højere kvalitet i løsningerne eller noget helt tredje.

Så vi står med et nyt år, der rummer positive muligheder. Selvfølgelig også trusler, men dem tager andre medier sig fyldigt af, ligesom de nogle gange drevet af trangen til at gøre alt dramatisk, fremstiller en ny udvikling, så man kun kan blive forbeholden eller ligefrem skræmt.

Sådan er det med teknologisk udvikling. Det lyder nogle gange dramatisk – og fra nogle debattører kan man få det indtryk, at hvis man ikke er helt med på de allernyeste udviklinger med fx kunstig intelligens og robotteknologi i sit daglige liv, så er man helt på vej ud og væk.

Det er slet ikke dramatisk

Det forholder sig i virkeligheden omvendt. For det første er det slet ikke dramatisk – vi er godt i gang. Lige fra små daglige gøremål, der bare bliver lidt lettere – nu kan man fx bare røre en terminal med sit kreditkort, så kører betalingen hurtigt og rigtigt. Og til forskerne, der er ved at finde ud af at få biler til selv at køre meget mere sikkert, mens vi stadig sidder ved rattet. Vi er foreløbig begyndt at være meget bedre til eksempelvis at parkere, fordi bilen fortæller os om afstand til bilen bagved.

For det andet er vi i Danmark ret gode til at tage teknologiske og digitale løsninger til os. Vi er ret trygge takket være vore erfaringer, teknologi udbredes temmelig hurtigt til alle, og vi ejer en vis tro på, at vi nok skal finde ud af det.

For det tredje har vi indrettet os med en ofte meget velfungerende offentlig sektor, som ikke alene løser de opgaver, vi har sat os for at løse for hinanden inden for den offentlige sektor – den skaber også en række forudsætninger for udviklingen af den private sektor ved at investere i uddannelse, forskning, innovation og erhvervsudvikling. Og omvendt – private virksomheder sælger spændende services og produkter til den offentlige sektor eller udvikler løsninger i tætte samspil med offentlige arbejdspladser og forskere.

Umage for at være med i front

Derfor er der også en forventning til, at den offentlige sektor på nye teknologiske områder gør sig umage for at være med i front – for at sørge for, at vi tilsammen kan være i front. Her har vi vænnet os til at kunne forvente, at der bliver taget ansvar for, at kvaliteten holder, at der bliver lige adgang, og at tingene tilrettelægges etisk og miljømæssigt forsvarligt. Det er ikke altid, det lykkes, men det illustrerer, at der er høje forventninger, som der dagligt dystes for at få tilfredsstillet.

Lad 2019 være et år, hvor vi får prøvet mere af. Med den milde overbærenhed, at løsninger også kan fejle i første omgang, og at der er ting, der skal rettes igen og igen, før det hele står rigtigt. Sammen med medarbejdere, der hele tiden finder på, og som i 2019 derfor kommer til at klare alle opgaverne, selv om det bliver sværere at få mange flere kolleger, fordi der ikke er så mange flere i arbejdsstyrken at tage af.

Vi glæder os i COI til at være med på nogle af rejserne. Godt nytår!

Pia Gjellerup 61813101
Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.