Innovationsstafetten: "Min største modstander er også min største mulighed"

Publiceret 21-06-2018

Jane Eriksson Dahl er stifter og daglig kontorchef for Innovation & IT-udvikling i SKAT. Hun er også den første deltager i COI's Innovationsstafet.

Af Paul Sauer

Velkommen til COI's Innovationsstafet!

Innovationsstafetten er et format udviklet for at få et indblik i hverdagen for de mange mennesker, der arbejder med innovation i den offentlige sektor. Hver deltager bliver stillet en række spørgsmål og sender herefter selv stafetten videre.

Denne gang har vi talt med Jane Eriksson Dahl, stifter og daglig kontorchef for kontoret Innovation & IT-udvikling i SKAT. Kontoret blev etableret i juni 2015 og har pt. cirka 30 medarbejdere.

Jane har arbejdet med offentlig innovation, siden hun startede i SKAT for syv år siden. I begyndelsen som en del af hendes ansvar og i mere end tre år som hendes primære ansvar. Hendes kontor, Innovation & IT-udvikling, har bl.a. introduceret og etableret en intern enhed til at eksekvere innovative løsningsforslag og står for at levere interne, tidssvarende digitale løsninger ved hjælp af brug af moderne teknologier og metoder, herunder cloud og kombinationen af agil udviklingspraksis og designtænkning.

Jane Eriksson Dahl har også i samarbejde med underdirektør i SKATs Drift- og Udviklingscenter Martin Wood etableret SKAT DevOps, som netop har til formål at understøtte og optimere det interne IT-udviklingsarbejde i SKAT.

Jane Eriksson Dahl, hvorfor arbejder du med offentlig innovation?

I SKAT investerer vi i arbejdet med innovation for at sikre, at vi også fremadrettet kan levere tidssvarende digitale løsninger og services på en omkostningseffektiv og værdiskabende måde. Den hastige teknologiske udvikling stiller store krav til organisationer, processer, ledelse og medarbejderne, og innovation er et stærkt middel til at understøtte SKAT i at tilpasse sig de dynamiske omstændigheder både internt og i forhold til samfundsudviklingen og den øgede globalisering. Personligt arbejder jeg med offentlig innovation, fordi jeg elsker tanken om at gøre en forskel samt energien i samarbejdet omkring det at løse komplekse udfordringer og problemstillinger. Jeg motiveres af at finde den bedste måde at løse dem på, blandt andet ved at være nytænkende og arbejde på nye måder med fokus på tværfaglig inspiration.

Hvordan arbejder du i praksis med offentlig innovation?

I praksis arbejder vi i mit kontor i teams med innovationsprojekter som omdrejningspunkt. Mine teams består primært af IT-udviklere og interaktionsdesignere samt scrum-masters (personer, som skal facilitere en agil udviklingsproces, red.) til at koordinere teamets arbejde. Som udgangspunkt tager vi altid afsæt i konkrete problemstillinger i enten vores forretningsdomæner eller hos vores kollegaer. Fokus for vores innovationsarbejde er så tidligt som muligt at opnå faglig såvel som brugsmæssig indsigt og derigennem bygge prototyper og MVP’er og teste vores hypoteser af. På den måde opbygger vi både en kontekstuel forståelse af problemerne eller behovene, og via det tætte samarbejde med it-udviklerne og andre relevante interne og eksterne interessenter udforsker vi først problemstillingen, derefter mulighedsrummet og potentielle løsningsscenarier. Derudover har vi i kontoret opbygget kompetencer inden for nye teknologier som Blockchain, AI, Virtual Reality/Augmented Reality kombineret med en agil og tidssvarende udviklingspraksis til at identificere og implementere den mest værdiskabende, bæredygtige løsning.

Hvad er det spændende ved at arbejde med innovation i den offentlige sektor?

Innovation i den offentlige sektor er et af flere midler til højne kvaliteten af offentlig services og dermed at kunne gøre en forskel, der kommer rigtig mange mennesker til gode – enten direkte via at højne kvaliteten i de udbudte services eller indirekte ved at optimere arbejdsforholdene for vores kollegaer. For eksempel ved hjælp af bedre digitale værktøjer eller en mere enkel, relevant og implementérbar lovgivning og dertilhørende digitale løsninger.

Hvorfor er det vigtigt - hvilket mål ser du innovation som midlet til?

Innovation i SKAT kan bidrage til at sikre en effektiv og tidssvarende skatteforvaltning. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at vi via innovation har fokus på både at løse konkrete problemstillinger og behov på den bedste måde her og nu men også i et længere perspektiv. Og den bedste måde er at både tilgodese oplevelsen og udføreselen af en service, proces eller opgave med de primære interessenter for øje, men det kan også være at finde den mest omkostningseffektive måde at tilgå det på for derigennem at forvalte de offentlige midler bedst muligt. Det kan for eksempel være øget digitalisering, som sikrer konsistens, sikkerhed og effektivitet i opgaveudførslen – men det kan også være en risikobaseret approach til at overvåge tendenser, for eksempel forårsaget af den teknologiske udvikling, og proaktivt udforske modeller til at imødekomme samfundsmæssige eller makro-økonomiske tendenser fra et skattemæssigt perspektiv. Deleøkonomi er et sådan eksempel.

Hvilket projekt eller ny løsning, som du har været med til at skabe, er du mest stolt af?

Mit kontor og SKAT DevOps og vores dygtige, engagerede og modige medarbejdere. Jeg elsker at gå på arbejde og interagere med mine folk. De inspirerer og udfordrer mig og vores organisation, og jeg er så imponeret over deres faglighed, kreativitet, engagement og loyalitet. Et konkret projekt, som jeg har været og er meget engageret i, er den Deleøkonomiske Indberetningsløsning, som SKAT skal udvikle og implementere her hen over de kommende år. Det er et godt eksempel på, hvordan et innovationskontor som mit kan facilitere og understøtte en innovativ proces med fokus på evidensbaseret, digitalisérbar lovgivning i tæt samarbejde med vores gode kollegaer i SKAT, de deleøkonomiske platforme og øvrige eksterne interessenter – alt for at imødekomme de skattemæssige udfordringer, som nye forretningsmodeller afledt af den teknologiske udvikling og den øgede globalisering medfører.

Hvilken fejl har lært mest af?

Det er lidt en afvejning. Men helt klart, at jeg ikke brugte det interne system bedre, da jeg skulle opbygge kontoret. Jeg var så fokuseret på, at vores arbejde skulle drives af konkrete eksempler, hvilket også har været vores største styrke, at vi meget hurtigt kunne eksekvere på vores ideer og løsningsforslag og præsentere resultater. Men jeg skulle have brugt systemet mere til at kommunikere med interessenter og sikre, at vi havde formel og forpligtigende opbakning og ikke bare ledelsesmæssig interesse. Det har helt sikkert medført unødvendig meget ekstra arbejde for mig som chef at skulle forsvare og forklare kontorets formål, interne organisering, de nye profiler og arbejdsmetoder internt i organisationen.

Hvis du skulle arbejde på at udvikle en konkret innovation i morgen, hvilken skulle det så være?

Jeg vil meget gerne sætte mere fokus på spredning af innovationsevnen i Det Ny Skattevæsen og støtte vores gode kolleger i at kunne udforske og udfordre deres ideer bedre. Vi har lige lavet en pilot på et internt innovationsprogram, som jeg gerne vil skalere. Derudover er mit næste mål at kunne co-create mere med skatteyderne i forhold til vores digitale løsninger og etablere en platform til at understøtte dette på en effektiv og sikker måde.

Hvem er din største hjælper i dit arbejde med offentlig innovation?

Det er uden tvivl mine medarbejdere og så min kollega underdirektør Martin Wood, som jeg etablerede SKAT DevOps med. Derudover er ekstern inspiration også essentiel, og jeg har stor glæde af at sparre med meget dygtige innovationschefer både i offentlig og privat regi.

Hvem eller hvad er din største modstander?

Min største modstander er også min største mulighed, nemlig det meget dynamiske politiske miljø vi arbejder i og den meget komplekse lovgivning, der er svær at digitalisere direkte. Det betyder, at kompleksiteten er høj samt at vores organisation er meget optaget af at sikre 'her og nu'-stabil drift og en nul-fejlskultur. Men som største mulighed er det netop, hvordan vi bedst muligt kan agere og proaktivt imødekomme den politiske volatilitet og bidrage til at udarbejde digitaliserbar lovgivning.

Er der en person eller en situation, der har været afgørende for innovationsindsatsen i jeres organisation?

Den accelererende teknologiske udvikling har gjort IT-udviklingsværktøjer og system-understøttende teknologier mere tilgængelige blandt andet ved hjælp af cloud – men også skabt et behov for at tænke anderledes og investere i digital innovation og eksekveringskraft.

Hvad ser du som den største udfordring i arbejder med offentlig innovation?

Modstand mod forandring og en hverdag, hvor stabil drift og 'her og nu'-fokus fylder. Innovation er en langsigtet investering, som skal være funderet i en risikovillighed til at udforske, fejle hurtigt og tidligt og læring for at opnå de bedste resultatet i forhold til en given situation. Der er jo forskellige grader af innovation, men min erfaring er, at hvis innovation skal kunne gøre en organisatorisk forskel, så skal det ind i hjertet af organisationen at leve. Det skal være en del af kulturen, af en organisations DNA, at give plads til den bedste måde at løse en given problemstilling på. Og at understøtte dette forudsætter, at man kan tænke langsigtet i forhold til at investere mere tid og ressourcer i idefaserne til afsøgning, udforskning, afprøvning og afklaring, som kan skabe et solidt beslutningsoplæg til evt. videre arbejde – eller fungere som en filtreringsmekanisme til at frasortere ikke farbare eller meget omkostningstunge ideer og tilgange fra så tidligt som overhovedet muligt. Og den største udfordring er netop en kultur og en organisation, som har oplevet og gennemgår hyppige, store forandringer, og der er en risiko både for organisatorisk forandringsmæthed, men også en lav risikotolerance og en politisk bestemt agenda der tager meget fokus og kræver en stærk pro-aktiv innovationstilgang.

Hvem giver du stafetten videre til?

Jeg vil gerne give stafetten videre til Diana Arsovic, som jeg har lært at kende via COI’s innovationsledernetværk. Hun er meget inspirerende, og modsat jeg centrerer hun ikke i samme udstrækning om digital innovation. Hun har blandt andet opbygget en rigtig spændende innovationsenhed i Københavns Kommune, og jeg glæder mig til at høre om, hvordan hun arbejder med innovation i sit nye job i Region Hovedstaden.

Paul Sauer 61813103
Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.