Download gevinstrealiseringsspillet fra Københavs Kommune her

Publiceret 13-12-2018

Download 'gevinstrealiseringgspillet' her, som Innovationshuset i Københavns Kommune og en række forvaltninger har udviklet, og som hjælper dig med at gennemskue effekterne af dine projekter.

Københavns Kommune gevinstrealiseringsspil

Af Paul Sauer

Den 31. december 2018 lukker Innovationshuset i Københavns Kommune.

Derfor kan du fremadrettet downloade det gevinstrealiseringsspil her, som Innovationshuset har udviklet sammen med kommunens økonomiforvaltning, teknik- og miljøforvaltning, kultur- og fritidsforvaltning, socialforvaltning og børne- og ungdomsforvaltning.

Spillet er en del af et større tværgående projekt om gevinstrealisering, som blev udført i løbet af 2017, og som hjælper dig med at gennemskue effekterne af dine projekter.

Læs også: Prøv spillet: Realisér gevinsterne fra dit innovationsprojekt

Fra idé til gevinst

Innovationshuset i Københavns Kommune forklarede selv sådan her om projektet: Gevinstrejsen er et nyt koncept, som hjælper dig, der arbejder med udvikling af projekter, til at nå hele vejen fra idé til implementering og succesfuldt høste de tilsigtede gevinster.

Som værktøj kan Gevinstrejsen bruges af alle. Konceptet er baseret på en omfattende undersøgelse af årsagerne til, at vi ikke altid lykkes med at høste gevinsterne, når vi sætter nye projekter i gang. Det endelige koncept imødekommer tre hovedudfordringer, som er identificeret på tværs af forvaltningerne:

  1. Der mangler et fælles sprog for, hvordan vi taler om gevinstrealisering – det fører ofte til misforståelser.
  2. Projekterne kommer hurtigt fra start, og vi får ikke gennemtænkt den optimale organisering og inddragelse af relevante mennesker.
  3. Der er langt mellem beslutning og handling. Ofte inddrages driftsmedarbejderne ikke, selvom det er dem, der har mest viden om den verden, hvori forandringen skal ske.

Nedenfor finder du den samlede Gevinstrejse og alle de tilhørende værktøjer, som kan downloades og tages i brug med det samme.

1. Gevinstrejsen og tilhørende guide

Gevinstrejsen

Download materialet her >

Gevinstrejsen er visuelt udformet som en busrejse, der viser det forløb, et projekt altid gennemløber, og som skaber et fælles sprog og en fælles forståelse for arbejdet med gevinstrealisering. Rejsens enkelte stoppesteder beskriver, hvilke handlinger der skal til, for at vi kan realisere projektets gevinster, og på tre af stoppestederne findes der konkrete værktøjer, som kan tages i brug.

2. Spil med manual, spilleplade, rollekort, opgavebog og noteark

Gevinstrealiseringsspil

Download materialet her >

På 2. stop i Gevinstrejsen finder du Gevinstrealiseringsspillet. Spillet understøtter, at projektet kommer godt fra start, og imødekommer den udfordring, at travlhed ved projektopstart ofte gør, at vi ikke får gennemtænkt processen optimalt. Med spillet samles medarbejdere fra både udviklingsafdelingen og driften, hvor forandringen skal ske. Sammen spiller man om en idé og får et mere realistisk billede af, om den "holder vand", hvor der mangler viden, og hvem der skal inddrages for at projektet kan lykkes.

3. Opgaveark med gevinstejer og gevinstaktør

Gevinstejer- og aktør

Download materialet her >

På Gevinstrejsens 4. stop findes to opgaveark, som skal bringe udvikling og drift tættere sammen og tydeliggøre roller og ansvar i processen, så der ikke opstår uoverensstemmelser. Med arket introduceres to nye roller, nemlig "gevinstejer" og "gevinstaktør". Gevinstejeren vil typisk være en leder fra driften, der arbejder tæt sammen med projektlederen. Gevinstejeren udpeger gevinstaktøren, der er en medarbejder fra driften, som får ansvar for den lokale implementering. Hermed etableres et forpligtende samarbejde, der sikrer ejerskab, motivation og fælles ansvar mellem udvikling og drift.

4. Opgavebog til gevinstrundkørslen

Gevinstrundkørsel

Download materialet her >

Gevinstrundkørslen skal hjælpe udvikling og drift med sammen at fastlægge og afstemme gevinster, målparametre og risici. Ved at udfylde en tilhørende opgavebog opnår du sammen med dine kollegaer et fælles billede af gevinsterne fra start, og I får et fælles mål at arbejde ud fra.

Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.