"Der er enorm stort potentiale i at lægge data åbent ud - især sammen med andre"

Publiceret 10-10-2018

35 kommuner og tre regioner er gået sammen i foreningen Open Data DK, der gør offentlige data frit tilgængelige, så borgere og virksomheder nemt og gratis kan tilgå dem. Det er et godt eksempel på samarbejde, der skaber værdi, siger medstifter.

De åbne data har blandt andet ført til udviklingen af en app, der kan vise vej til ledige p-pladser i Aarhus Kommunes parkeringshuse.

Foto: De åbne data har blandt andet ført til udviklingen af en app, som viser vej til ledige p-pladser ved at benytte sig af Aarhus Kommunes parkeringshusdata.

Af Paul Sauer

Det startede med en idé: I 2012 dannede Aarhus Kommune organisationen Smart Aarhus, som skulle hjælpe med at udvikle smart city-løsninger. Snart efter tilsluttede København, Odense, Aalborg og Vejle kommuner sig samarbejdet, som hurtigt kom til at handle om at arbejde sammen om åbne data.

Derfra tog det fart: I dag er foreningen Open Data DK et godt eksempel på, hvordan samarbejde mellem kommuner, regioner og private virksomheder skaber værdi.

Samarbejdet er nævnt som eksempel i bogen "NYT SAMMEN BEDRE", der er COI's nye håndbog om innovative samarbejder i den offentlige sektor.

35 kommuner og tre regioner er medlemmer af open data-fællesskabet, som har til formål at skabe transparens i den offentlige forvaltning og åbne data op, så borgere og virksomheder i hele Danmark nemt og gratis kan tilgå dem – og skabe værdi ved bl.a. at lave services og applikationer.

Enormt stort potentiale

Og det er der en god grund til, forklarer Bo Fristed, der er chef for IKT i Aarhus Kommune og bestyrelsesformand for Open Data DK:

"Der er et enormt stort potentiale i at lægge data åbent ud. For at nævne bare et enkelt tal, har EU i deres digitale strategi fra 2012 beregnet et potentiale på 140 mia. euro om året, hvis alle 27 EU-lande sørgede for at lægge data fra de kommunale og offentlige systemer ud, så de er frit tilgængelige for andre. Dertil kommer alle de andre fordele, som et åbent data-netværk medfører: Øget datamodenhed, større transparens, interne forbedringer og så videre," siger han.

Bo Fristed forklarer, at Open Data DK gør meget for at få endnu flere med:

"Vi har bl.a. delt landet op i fem regioner svarende til de fem kommuner, der oprindeligt tog initiativet. Der er så udpeget en ambassadør i hver af de kommuner, som har ansvaret for at understøtte de kommuner, der bor i omegnen. Lige nu har vi en overvægt af jyske kommuner og regioner, men vi håber på, at vi får endnu flere sjællandske og fynske med," siger han.

Ført til flere nyskabelser

Open Data DK's dataportal fungerer ved, at medarbejdere med adgang til portalen kan offentliggøre og opdatere alle data, som stammer fra den offentlige forvaltning. Samtlige kommuner, regioner m.m. i Danmark kan for et årligt kontigent på 25.000 kr. få ubegrænset adgang til Open Data DK-platformen og til at offentliggøre de datasæt, som de ligger inde med. Halvdelen af pengene bliver i regionen til lokale aktiviteter.

Parkeringshusdata fra Aarhus Kommune er siden lanceringen af app'en blevet downloadet mere end en million gange.

Foto: Den nye parkeringsapp har trukket parkeringshusdata fra Aarhus Kommune mere end en million gange.

Dataene har allerede ført til flere konkrete nyskabelser: I Aarhus Kommune har en privat borger udviklet en parkeringsapp, som gør det muligt at se, hvor der er ledige p-pladser i p-husene i Aarhus centrum. Siden app'en lå klar, er Aarhus Kommunes parkeringshusdata blevet trukket mere end en million gange.

I andre egne er kommuner gået sammen i regionale fællesskaber med regioner og virksomheder og bl.a. afholdt hackathons med udgangspunkt i de åbne data for at skabe nye løsninger inden for eksempelvis turisme og mobilitet. I Lyngby-Taarnbæk Kommune har virksomheden Picodat har på baggrund af en række åbne data udviklet en webbaseret solcelleberegner, som gør det nemt for private husejere at få et overblik over, om det er økonomisk rentabelt at installere solceller på deres hus.

Stor værdi i samarbejde

Anne Dyrberg, digitaliserings- og analysekonsulent i Vejle Kommune og bestyrelsesmedlem i Open Data DK, forklarer, at samarbejdet om åbne data - ud over at bidrage til potentielle nye løsninger og services - blandt andet har med til at løfte kommunens interne datamodenhed.

"Det handler meget om, hvordan vi selv arbejder med data - og hvordan vi bliver bedre til at inddrage en kultur, hvor data ikke bare er noget, der ligger i et system, men noget, som alle kan bruge. Derudover arbejder vi meget med transparensvinklen: Hvordan kan vi bruge data i vores arbejde med at sørge for, at de oplysninger, borgerne gerne vil have, er tilgængelige? Det ligger der en stor værdi i," siger hun.

Frans la Cour, udviklingskonsulent i Københavns Kommune, forklarer, at netop nationale samarbejdet giver projektet stor værdi:

"Det er en mulighed for at udstille vores data i sammenhæng med andre kommunernes data og måske tilføre dem noget mere værdi. Langt de færreste anvendelsesområder, vi ser for vores data, er geografisk begrænsede: Hvis du vil lave en københavnsk løsning, vil du gerne have Frederiksberg Kommune med, og har du Frederiksberg Kommune med, hvorfor så ikke Hvidovre, Tårnby og Gentofte kommuner? På den måde er der værdi i sammenhængen. Derudover bidrager datasamarbejdet til vores interne innovation: Vi har simpelthen større fokus på at udvikle, bruge og genbruge de data, vi har," siger han.

Kan styrke i udviklingen

Open Data DK har i sin nuværende form eksisteret siden 2015, og der bliver løbende arbejdet på at forbedre både dataportalen og de forskellige former for data og informationer, der ligger på den.

De kommuner, regioner og andre, der benytter sig af dataportalen, har selv ansvaret for at sikre, at de data, der bliver offentliggjort, overholder gældende love og regler - herunder persondataloven. Der er også krav om at registrere detaljerede metadata, så brugere af portalen bl.a. ved, hvad datasættet indeholder, hvornår det er fra, og om det bliver opdateret igen.

Bo Fristed

Foto: Bo Fristed mener, at der er enormt stort potentiale i at lægge data åbent ud – især sammen med andre.

Erhversstyrelsen, KL, GeoSjælland og GeoFyn er alle partnere i Open Data DK. Bjørn Hallberg Nielsen, konsulent i Smart Vækst i Region Hovedstaden, ser det som en del af regionens udviklingsopgave at fremme brugen af åbne data i både kommuner, virksomheder og hos regionen selv.

"Vi mener, at samarbejdet kan være med til at styrke kommuner, virksomheder og os selv i udviklingen imod det datadrevne samfund, som understøtter vores vision om en grøn og innovativ metropol med høj vækst og livskvalitet," siger han.

Tror på potentialet

Bo Fristed forklarer, at der ikke nødvendigvis er opstået så mange nye services og løsninger, som kommunerne og regionerne bag samarbejdet oprindeligt havde håbet på:

"Men vi tror på, at det kommer - og til gengæld er der kommet en masse andet. Før-situationen var jo, at de her data slet ikke blev lagt ud. Nu har vi i Aarhus den første virksomhed, der er blevet skabt oven på vores data. Det er vi ret stolte af," siger formanden for Open Data DK, som glæder sig over, at tilslutningen er så stor:

"Det er et eksempel på, at tværkommunalt samarbejde godt kan skabe en infrastruktur, som ikke behøver at komme fra et stort udbud, som bliver forsinket og måske ender med ikke at leve op til forventningerne. Det er lykkes at skabe noget, der kan skaleres til alle 98 kommuner, som er billigt og koster det samme uanset kommunestørrelse. Det er vi glade for, for vi tror på, at der er enormt stort potentiale i at lægge data åbent ud - især sammen med andre," siger han.

Læs mere om Open Data DK her >

Se flere eksempler eller download innovationshåndbogen NYT SAMMEN BEDRE her >

Paul Sauer 61813103
Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.