Når I har tid til at gå til konference, har I også tid til at være i praktik!

Publiceret 03-02-2015

COI deltog på Velfærdens Innovationsdag 2015 med sessionen 'Tør du dele din viden?', som handlede om Innovationspraktik, videndeling og kopiering af gode idéer.

Af moderator, Tine Michael-Lindhard, chefkonsulent i COI

Spred de gode idéer

Faktisk syder og bobler det med nye initiativer i det offentlige landskab. Men hvordan sendes de kloge løsninger og de virksomme nye tiltag i cirkulation? Og hvordan deles klog og virksom viden og erfaring?

Måske er den offentlige sektor i nogle sammenhænge for optaget af forskelligheden, og derfor opfindes der løsninger, som er skræddersyet til de enkelte organisationer. Men meget tyder på, at vi er meget mere ens og har mere til fælles, end vi går rundt og tror.

Ved at være nysgerrige på hinandens verden vil vi dels opleve, at gode ideer kan genbruges uden for eksempelvis kommunegrænser, og dels opleve, at problemstillinger, vi tænkte som helt særlige for vores egen organisation, kan løses på nye måder. Center for Offentlig Innovation slår et slag for den produktive nysgerrighed – innovationspraktik skal skabe en ramme for videnspredning af gode ideer. Vi skal i praktik hos hinanden!

Forestillinger om den andens virkelighed

I foråret 2014 tog kommunaldirektør i Gladsaxe, Bo Rasmussen og departementschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel i praktik hos hinanden. I sessionen fortalte de indlevende om bevæggrunde for mødet, men også om forestillingerne om den andens virkelighed.  Hvad går en departementschef egentlig rundt og tænker om en kommunal praksis – og omvendt? Hvad studsede de over, og hvad tog de med? For Bo Rasmussen blev det en øjenåbner, at Økonomi- og Indenrigsministeriets kontraktmodel kunne genbruges i Gladsaxe Kommune, og Sophus Garfiel så nye sider af ledelse i kommunal sammenhæng. 

Kopi er det nye sort

Silkeborg Kommune rundede sessionen af med at fortælle om deres egen 'Copycat pris', hvor de hvert år præmierer den af deres egne institutioner, der helt legalt har stjålet med arme og ben, og som med succes har rullet ideen ud internt i Silkeborg Kommune. Projektleder Laila Mariann Hansen fortalte om bevæggrundende for at præmiere godt kopierede og ikke mindst godt implementerede projekter. Silkeborg Kommunes overvejelser går ikke i retning af at nedlægge alle udviklingsafdelinger, tværtimod skal personalet trænes i at se muligheder i gode virksomme idéer fra ind- og udland. Dette års pris er gået til sundhedsplejen i Silkeborg Kommune, der har kopieret konceptet 'Familieiværksætterne', der som grundidé er opstået i Sverige, men som har vist sig at være lige så effektivt i først Holstebro og nu Silkeborg.

Praktik som del af personligt kompetencetema

Sessionen, der udover spændende oplæg også rummede en høj grad af diskussion, refleksion, spørgsmål og sågar opfordringer fra deltagerne om at tage ministre med i praktik, sluttede med en ledelsesmæssig refleksion fra Sophus Garfiel.  Adspurgt om hvad han forventede, at hans medarbejdere kom hjem med efter endt praktikophold, pegede han i stedet på det vigtige i at understøtte medarbejdere i at finde tid til at løfte blikket fra egen organisation og opsøge andre steder i den offentlige sektor. Hverken Bo Rasmussen eller Sophus Garfiel er fortalere for klassisk afrapportering eller notatstyle, når medarbejderne vender hjem, men opfordrer til at give rum og ikke mindst tid til at lade oplevelserne synke ind, således at de på sigt måske kan overføres til deres egne organisationer.

Og nå ja… Sophus Garfiel og Bo Rasmussen tager gerne i praktik igen, og ved sessionen afslørede de at deres egne praktikbalkort slet ikke er overtegnede endnu.

Tilmeld nyhedsbrev
Få nyheder om COI og offentlig innovation direkte i din indbakke.