ISBN: 978-87-999057-1-3

Grønspættebogen

Til dig, der skal evaluere innovative tiltag – og som ønsker at vise deres værd.

Med denne grønspættebog ønsker Center for Offentlig Innovation (COI) at understøtte, at evaluering bliver enklere, mere overkommelig og attraktiv for innovationsaktive i den offentlige sektor. Den er et praktisk supplement til udgivelsen Vejledning om at evaluere innovative tiltag af professor Peter Dahler-Larsen. Grønspættebogen er blevet til i samarbejde med offentligt ansatte fra både stat, region og kommuner i forbindelse med COI’s arbejdende fællesskab om at evaluere innovative tiltag. Læs mere på www.coi.dk/evaluering.

Grønspættebogen henvender sig til dig, som arbejder med innovation, og som gennem evaluering ønsker at kvalificere din innovation og vise dens værd. Målgruppen er ledere, konsulenter og praktikere. Den er bygget op, så første del er en introduktion til de vigtigste ting, du skal vide om evaluering af innovative tiltag. Anden del indeholder metoder og værktøjer, som hjælper med den praktiske udførelse. Bogen kan bruges individuelt og som dialogværktøj sammen med dine kolleger og samarbejdspartnere.