"En nordisk hub kan gøre os endnu stærkere sammen, end vi er hver for sig"

Publiceret 20-12-2017

Nationale innovationsaktører fra hele Norden var i december samlet til den første nordiske innovationscamp i København. Resultatet blev en enighed om at indgå i et styrket samarbejde i en ny nordisk innovationshub.

Innovationsaktører fra hele Norden samlet i København til den første nordiske innovationscamp.

Af Paul Sauer

”Vi skal lære af hinanden. Dele vores erfaringer, blive inspireret og stjæle hinandens bedste idéer.”

Sådan lød budskabet, da Center for Offentlig Innovation den 11. december afholdt den første nordiske innovationscamp i København. I alt 31 innovationsaktive fra fem nordiske lande var mødt op for at lægge grundstenen til et styrket nordisk samarbejde, der blandt andet skal lette videns- og erfaringsdeling mellem landene og gøre samarbejdet mere struktureret.

Læs: Offentlig innovation på dagsordenen i alle nordiske lande

Næste naturlige skridt

Pia Gjellerup, leder af Center for Offentlig Innovation, er glad for, at interessen for et tættere samarbejde er så stor:

”Det bekræfter i høj grad det, der var tanken med at mødes: At vi hver især har gået og tænkt, at det giver mening at gøre vores samarbejde en smule mere systematisk og få endnu mere ud af det. Der ligger en stor værdi i at skabe et rum, hvor vi kan dele erfaringer med hinanden og lade os inspirere,” siger hun.

Jonny Paulsson, programchef i den svenske innovationsmyndighed Vinnova, er enig:

”Det er det næste naturlige skridt. Vi har et godt netværk og en god platform, hvor vi kan fortælle om ting, vi laver, og lære af hinanden. Men lige nu er det meget på nogle bestemte emner. Tiden er inde til at gå ind i en proces og finde ud af, hvordan vi kan finde sammen på en anderledes måde, der er mere struktureret men stadig uformel,” siger han.

Klas Danerlöv fra SKL og Fredrik Danker Monsen fra Difi taler om perspektiverne i en nordisk innovationshub.

Hackathons og nordisk innovationspraktik

Decembers innovationscamp var den første af sin slags og ligger i forlængelse af flere møder afholdt mellem de nordiske lande i løbet af det seneste år. Blandt andet et skandinavisk topmøde afholdt af Center for Offentlig Innovation i januar og et fælles skandinavisk besøg i Finland i efteråret.

Til innovationscampen i København var COI værter for statslige og kommunale innovationsaktører fra både Sverige, Norge, Finland og Island, og der blev blandt andet talt om muligheden for at arrangere hackathons mellem de nordiske lande, for at finde nye måder at skabe og evaluere fælles innovationsprojekter, for at skabe fælles nordisk innovationspraktik og for at udbrede det danske innovationsbarometer til endnu flere lande.

Norge er allerede godt i gang med at analysere data til en norsk udgave af COI’s innovationsbarometer. Her har de trukket på COI’s erfaringer med at lave innovationsbarometeret, der er verdens første statistik om innovation i den offentlige sektor.

Læs: Norge henter innovationsinspiration fra Danmark

Store perspektiver i nordisk hub

OECD havde også fundet vej til København. Piret Tõnurist, der er innovationsspecialist i OECD’s Observatory for Public Sector Innovation (OPSI). Hun ser store perspektiver i at skabe et styrket nordisk netværkssamarbejde i form af en nordisk hub for offentlig innovation.

”Det er lande, der minder meget om hinanden, og som allerede har en lang tradition for at samarbejde. De nordiske lande er kendetegnet af en uformel kommunikation, et relativt lavt hierarki og en pragmatisk beslutningsproces, og der er nogle klare ligheder i måden, den offentlige sektor er bygget op på, og i de udfordringer, der skal løses. Derfor vil sådan et samarbejde være spændende,” siger Piret Tõnurist og understreger, at det kræver en høj grad af tillid mellem landene at få samarbejdet til at bære frugt:

”Det kræver, at man er villig til at dele både de gode erfaringer og de fejl, man laver. Men verden går i retning mere samarbejde på tværs af grænser alligevel, og derfor har de nordiske lande en mulighed for at være first movers og være med til at definere, hvordan sådan et samarbejde skal se ud,” siger hun.

Læs: OECD-lande viser ny innovationsmodenhed: Vil lære af hinanden på tværs af landegrænser

Stærkere sammen end hver for sig

De nordiske lande genbruger allerede flittigt af hinandens innovationsprojekter. Nu går de fem nordiske lande i gang med at afprøve forskellige måder at samarbejde mere struktureret på. Blandt landene er der stor enighed om, at samarbejderne på tværs af Norden skal kobles tæt til de nationale dagsordener, prioriteringer og aktiviteter. En præcisering af principper og vision for den nordiske hub skal formuleres og justeres i takt med, at de konkrete samarbejder udformer sig.

Niels Jakobsen, innovationskonsulent i Center for Offentlig Innovation, tegner og fortæller om tankerne bag det styrkede samarbejde.

Johanna Kotipelto, seniorspecialist i det statslige finske Experimental Finland-team, er spændt på udsigten til et mere struktureret samarbejde:

”De nordiske lande er hver for sig stærke på forskellige områder, og jeg tror, at en nordisk hub kan gøre os endnu stærkere sammen, end vi er hver for sig. Vi har alle noget, vi kan lære andre, og vi har alle noget, vi kan lære af hinanden,” siger hun.

Stor værdi i at dele

Også Marta Birna Baldursdóttir fra Finans- og Økonomiministeriet i Island, der for første gang var repræsenteret til et nordisk netværksmøde, ser fordele ved et styrket nordisk samarbejde:

”Det er en god måde lære af hinanden og indhente nogle konkrete eksempler på, hvad der virker. På den måde er det også lettere legitimere nogle af de ting, vi laver derhjemme, fordi vi kan vise, at det virker i andre lande eller er en del af et nordisk samarbejde. Så det er også et politisk selling point,” siger hun.

Pia Gjellerup, leder for Center for Offentlig Innovation, ser frem til det videre arbejde med at etablere en nordisk hub for offentlig innovation:

”Som nordiske lande har vi jo mange af de samme problemer, og vi har også mange af de samme forudsætninger og muligheder for at skabe noget. Derfor glæder jeg mig til sammen med mine finske, svenske, norske og islandske kolleger at få taget hul på de konkrete samarbejder og måder at arbejde på,” siger hun.

Pia Gjellerup 61813101
Lene Krogh Jeppesen 61813105